Uddannelse
Det var et rent lykketræf, at Christian opdagede sit studie. Han havde overvejet jura eller erhvervsøkonomi og flirtet med tanken om ingeniørvidenskab, og først en uge før ansøgningsfristen faldt valget på IT-Produktudvikling.
Her mødes to verdener: Tanker og visioner med teknik og digitalitet.
Han er tydeligt glad for sit studie og studieliv. ”Alle vil hinanden det bedste. Vi kender hinanden, både undervisere og studerende, og vi har plads til at arbejde og hygge sammen på universitetet. Vi hører til og har ejerskab, og vi følger med i hinandens opgaveløsning.”
Christian havde aldrig set en linjekode og aldrig interesseret sig for at programmere. "Man behøver ikke at kunne kode før studiestart. Jeg oplevede at blive taget i hånden helt fra begyndelsen."
Studiet består i høj grad af gruppearbejde om at udvikle noget til nogle brugere. Teori og teknologi er redskaber i processen med at skabe produkter til at løse et behov.
Som eksempel på en opgave nævner han måder til at gøre fysisk aktivitet til en del af undervisningen i folkeskolen. Her blev arbejdet med både lærere og elever, for de skal begge tænkes med fra starten for at kunne skabe noget godt.
Der er mange forskellige muligheder for arbejde efter studiet. ”Vi er problemløsere på helt nye måder. Det bliver hele tiden vigtigere at kunne skabe nye løsninger.”